Langsigtede investeringer kræver politisk mod

Af Barbara Engelstoft, folketingskandidat (C) i Næstvedkredsen

For mange familier i Næstved begynder dagen tidligt med aflevering af børn og pendling. Hver ekstra time på Rute 54 er tid væk fra familien. Motorvejen på Rute 54 er ikke et prestigeprojekt, men handler om kortere rejsetid, bedre trafiksikkerhed og en mere forudsigelig hverdag. Behovet er veldokumenteret: Trafikken stiger, pendlerne spilder tid, og erhvervslivet efterlyser bedre forbindelser.

Motorvejen indgår i Infrastrukturplan 2035, som blev vedtaget i 2019, hvor Det Konservative Folkeparti er med, og forventningen har været anlæg fra 2026. Alligevel blev anlægsloven ikke sat til afstemning. Og da der nu er udskrevet valg, risikerer projektet igen blive udskudt.

Fra borgerne er forventningen naturlig - når vi indgår en aftale om langsigtede investeringer, så skal den føres ud i livet.

Samtidig ser vi, at lovforslaget om en fødevarecheck godt kunne hastebehandles før valget. Jeg konstaterer, at et flertal på Christiansborg prioriterer økonomisk hjælp til borgere, der har været presset af inflationen. Men ansvarlig økonomisk politik kræver, at vi skelner mellem midlertidige forbrugsudgifter og varige investeringer.

En fødevarecheck er en engangsydelse. Den ændrer ikke de strukturelle vilkår for vækst og udvikling i vores landsdel. En motorvej derimod er en investering i fremtidig sammenhængskraft, arbejdspladser og bosætning. Den skaber rammerne for, at mennesker og virksomheder kan planlægge langsigtet.

Sydsjælland har ventet længe og har brug for sammenhængskraft – ikke kun i ord, men i konkret handling. Med Femern-forbindelsen og øget regional trafik bliver behovet for en stærk infrastruktur kun tydeligere.

For konservative er infrastruktur ikke luksus, men fundament. Staten skal skabe stabile rammer og investere klogt – også når gevinsten ligger ti eller tyve år frem.

Kontaktinfo

Mail: bengelstoft@yahoo.dk

Telefon: +45 30304697

Støt min kampagne Mobilepay: 491846


Konservative

Konservative i Næstved

Konservative i Gentofte